Sider

onsdag den 28. december 2011

Hæklede babystrømper

Jeg har længe søgt efter en opskrift på nogle hæklede babystrømper, men har ikke rigtig kunnet finde en god. Så er ved at forsøge mig lidt frem, og tror at resultatet bliver nogenlunde. 
Her er det foreløbige arbejde:

Satser på at få lagt opskriften ud når strømperne er færdige.

tirsdag den 27. december 2011

Julegaven til lillemanden

Julegaven til knægten blev denne store hæklede ugle. Den tog en del aftener at lave, men var det hele værd. Den er ca. 40 cm høj, så det er noget større end dem jeg har lavet tidligere (bl.a. her og her ). Jeg har taget udgangspunkt i opskriften hos 'Hvad bier tænker'.

onsdag den 21. december 2011

Hvad er det for et træ I har sat i stuen?



Så kom juletræet i hus, og er blevet pyntet. Og ja, det er altså lidt svært at holde sig fra når man lige har lært at møve sig frem ad gulvet, og når alt nyt her i livet bare er så spændende. 

tirsdag den 13. december 2011

Pebernøddebagning - done!


Så er årets pebernødde-portion blevet bagt. De skal nok hurtigt få ben at gå på!

Opskriften følger her:


Ingredienser (til ca. 80 stk.)
  • 125 g margarine eller smør
  • 100 g sukker 
  • 1/2 spsk. lys eller mørk sirup
  • 1 æg
  • 1/2 tsk. ingefær
  • 1/2 tsk. kanel
  • 1/2 tsk. nelliker
  • 1 tsk. natron 
  • 3 1/2 dl hvedemel
Fedtstof, sukker og sirup røres sammen. Tilsæt ægget, og rør godt sammen. Derefter blandes krydderier, natron og det meste af melet i. Ælt dejen færdig på bordet med det sidste mel. Rul dejen til små kugler og læg dem på en plade med bagepapir. Bages i 15 minutter ved 150°. Velbekomme! 

fredag den 9. december 2011

Karameller med lakrids

Så har der været gang i karamel-kogeriet. Mums!


Opskrift følger her:

  • 1 ds kondenseret mælk (397 g)
  • 120 g smør
  • 2 spsk honning
  • 150 g rørsukker
  • fyld, f.eks. lakridspulver
Det hele smeltes langsomt sammen i en gryde ved svag varme. Når sukkeret er opløst skrues der op for varmen, og massen koges i 10 min. (rør rundt hele tiden så det ikke brænder på). Herefter kan fyld tilsættes. Det kan f.eks. være hakkede nødder, eller lakridspulver som jeg har brugt. Massen hældes i en form beklædt med bagepapir og køles af i køleskab natten over, indtil det er muligt at skære den ud i små stykker (jeg satte dog massen en halv time i fryseren efter den havde stået i køleskabet - så synes jeg det var nemmere at skære ud). Stykkerne pakkes ind i mellemlægspapir, og opbevares på køl.







torsdag den 8. december 2011

Endnu en ugle

Så er der endnu et medlem til ugle-familien. Synes de er så kære.


tirsdag den 6. december 2011

Lidt til arbejdshjørnet




For nylig købte jeg noget bomuldgarn i lækre farver hos Søstrene Grene. Noget af det er blevet brugt til at beklæde et glas og en lille vase. De er hæklet i et stykke og kun med fastmasker - nemt og hurtigt at lave.

fredag den 2. december 2011

Lidt mere fra køkkenet


Vi skal til sammenskuds-julefrokost med naboerne i morgen, så jeg har lavet oksekødsfrikadeller med feta og soltørrede tomater. Jeg lavede en ret stor portion - så er der også til fryseren! Her følger en opskrift.

75 små frikadeller:

  • 1000 g hakket oksekød
  • 3 æg
  • 6 spsk mel
  • 6 spsk mælk
  • 2 små løg skåret i små tern
  • 3-4 fed presset hvidløg
  • ca. 1 dl. hakkede soltørrede tomater i olie
  • 200 g feta i tern
  • 3 tsk salt
  • lidt peber
  • evt. lidt tørrede chiliflager, hvis de gerne må 'bide' lidt
Alle ingredienser blandes godt sammen (gøres nemmest med en håndmixer), og farsen sættes i køleskabet ca. 1/2 time. Steg frikadellerne til de er gennemstegte. 

Lækre kardemommeboller


I går fik vi lækre kardemommeboller til morgenmad - det er vel december måned. Her følger den meget nemme opskrift:

16 stk.:

  • 60 g margarine
  • 2 dl mælk
  • 25 g gær
  • 4 spsk sukker
  • 2 æg
  • ca. 8 dl mel
  • ca. 2-3 tsk kardemomme
Smelt margarinen i en gryde og hæld mælken ved. Rør gæren ud i væsken. Sukker og æg kommes i og til sidst mel. Hold lidt igen med melet så dejen ikke bliver for tør (jeg plejer at røre dejen med en håndmixer).
Lad dejen hæve 30 min. Dernæst æltes den igennem, og formes til boller som sættes på en bageplade. Efterhæver 30 min. (gerne længere) inden de pensles med mælk eller sammenpisket æg. Bag dem 10 minutter ved 200 grader. Velbekomme

torsdag den 1. december 2011

Glædelig 1. december

Sweet potatoes - nu med vinterligt design på siden. Med ønsket om en glædelig og hyggelig december-måned til jer derude.


tirsdag den 29. november 2011

Julepynt

Så har jeg fået hængt lidt julepynt op. Bl.a. nogle af de figurer jeg lavede den anden dag i selvtørrende ler.



mandag den 28. november 2011

Glædelig advent

Adventskransen blev først lavet i dag - bedre sent end aldrig!

torsdag den 24. november 2011

Julen nærmer sig...

...og derfor skal der lidt julepynt til. Jeg har købt noget selvtørrende ler i Panduro, som jeg har stukket ud med nogle forme, og derefter præget med forskellige mønstre. Er spændt på at se hvordan de bliver når de tørrer op.




onsdag den 23. november 2011

Hæklede babyluffer #2

De blå hæklede babyvanter/luffer jeg lavede for nylig, er allerede ved at være for små til Christoffer. Så jeg har lavet endnu et par som er lidt større. Desuden er ribkanten også længere så de sidder bedre fast omkring håndledet. Find en DIY med billedforklaring på de nye luffer lige her


tirsdag den 22. november 2011

Lidt lækkert til kaffen

I den lydbog jeg er i gang med at høre nævnte de 'biscotti', så jeg fik sådan lyst til selv at bage lidt lækkert til kaffen her til aften. Så lydbogen og hækletøjet blev sat på standby, og det kom der disse lækre biscotti med kanel og mandler ud af:

Opskriften følger her hvis du selv skulle få lyst til at give dig i kast med dem:
  • 200 g brun farin
  • 2 æg
  • ½ stang vanille
  • 100 g mandler
  • 250 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 tsk stødt kanel
  • ½ tsk salt
Pisk farin, æg og vanille sammen, og vend de hele mandler i. Bland derefter mel, bagepulver, kanel og salt sammen, og bland det lidt efter lidt i den flydende masse. 
Form nogle aflange pølser på noget bagepapir, og tryk dem flade (dyp evt. fingrene i koldt vand hvis det klistrer meget. Bages ved 150 gr i ca. 30 min., hvorefter de afkøles et par minutter. 
Så skæres de i passende stykker på skrå som vendes fladt på pladen, inden de bages yderligere 10 min. Afkøles på en rist inden de lægges i en lufttæt beholder....eller dyppes i kaffen!







De blev da meget fine!

Lige et par billeder af nogle af de færdige ørestickere og en flettet fingerring. De er lidt rå og ukurante, men det synes jeg egentlig ikke gør noget. Så kan det også ses at de er hjemmelavede :-)



mandag den 21. november 2011

Smukke smykker

















For noget tid siden købte jeg en siliconeform på Etsy, da jeg længe har tænkt at jeg vil prøve at lave nogle ørestickere. Her har jeg brugt sort fimo. Lige nu er de i ovnen, så jeg er spændt på om resultatet bliver godt.


Yes, nu sker der endelig noget


Endelig - langt om længe kan man syne en spire fra det chili-frø jeg plantede den 12. oktober. To be continued...

fredag den 18. november 2011

Uglen Ulrikka

Har hæklet en lille ugle efter inspiration fra bloggen 'Hvad bier tænker'. Der findes en DIY på 'Uglen Ulrik' som simpelthen er så sød.

Og nej, den er ikke til Christoffer :-)

onsdag den 16. november 2011

Når der er landskamp....

...så står menuen ret ofte på burgere hjemme hos os. Og ingen undtagelse i går aftes. Jeg bager en gang imellem burgerbollerne selv efter nedenstående opskrift - de er nemme at lave og bliver ret lækre.

















Opskrift til ca. 10 stk.:

  • 3 1/2 dl lunken vand
  • 25 gr gær
  • 1 1/2 tsk salt
  • 1 tsk sukker
  • 1 1/2 spsk olie
  • 175 gr durummel
  • 400 gr hvedemel
Opløs gæren i det lunkne vand. Tilsæt salt, sukker og olie, og derefter durummel og hvedemel. Hold lidt igen med hvedemelet så dejen ikke bliver for tør. Lad dejen hæve 20-30 min., inden den formes til ca. 10 boller. Lad dem hæve ca. 1 time på en bageplade. Pensl med sammenpisket æg eller mælk, og bag dem i ca. 13-15 min. ved 220 gr. Velbekomme!

Og godt gået med sejren Danmark - vi glæder os til endnu flere landskampe næste år - og flere burgere :-)

tirsdag den 15. november 2011

Knap og nap færdig

Så er den strikkede vest næsten helt færdig. Det eneste der mangler er knapperne - skal først lige have fundet nogle der passer til.



lørdag den 12. november 2011

Nyt til garderoben

Jeg har købt noget stof, da jeg synes jeg mangler lidt nyt til garderoben. Og det er ved at være ret længe siden jeg har syet noget til mig selv. Det ene er noget stribet rib/stretch jersey og det andet er noget petroliumsfarvet halvpanama. Tror det skal blive til et par nederdele.

fredag den 11. november 2011

En sød lille kat

Et styks hæklet rangle er blevet færdig. Den er hæklet i bomuldsgarn efter eget design, og fyldt med fiberfyld og en bjælde. Inden længe lægger jeg en opskrift ind under DIY hvis du selv har lyst til at gøre kunsten efter.

onsdag den 9. november 2011

Hæklet rangle


Jeg har gang i et lille hækleprojekt, når jeg ikke lige strikker løs på vesten (som nærmer sig en afslutning).  Jeg prøver at få lavet en opskrift dertil, som jeg nok skal lægge ind under DIY når den er færdig. Billeder følger af det færdige resultat inden længe.

fredag den 4. november 2011

Det går da fremad!

Nu mangler jeg kun rygstykket på den strikkede vest som jeg gik i gang med her. Det er egentlig ikke så svært når man lige kommer i gang, og når man kan hente hjælp i de mange gode strikke-tutorials på nettet. Opskriften på vesten har jeg fundet på bloggen 'Farmorfabrikken', hvor der også er en rigtig god vejledning. 
Weekenden byder på kvindekonference, fødselsdagsfest for søster og far, et smut over grænsen, og besøg hos svigerfamilien - og nok også en smule strikning :-) Go' weekend!


torsdag den 3. november 2011

Søde til-og-fra kort

Min kære søster har fødselsdag i morgen, og da jeg manglede til-og-fra kort til hendes gaver, så har jeg selv været i gang med at lave lidt. Du kan under 'DIY' se hvordan jeg har lavet dem. Der kan du også hente den skabelon jeg har brugt til mærkerne.


tirsdag den 1. november 2011

Hue i fleece

Har lavet en hue til Christoffer. Den passer nogenlunde, men jeg tror vist modellen skal rettes lidt til inden jeg syr flere. Huen er syet i brun fleece og med en petroliumsfarvet tråd.




mandag den 31. oktober 2011

DIY på hæklede babyvanter/luffer

Her følger en DIY på de hæklede babyvanter/luffer du finder i dette tidligere indlæg. Det er min allerførste DIY/opskrift, men jeg håber at den er nogenlunde forståelig. Ellers må du endelig bare spørge. Næste gang jeg hækler et par vanter, vil jeg prøve at få taget et par billeder til de forskellige trin, og få lagt dem ind i opskriften.




DIY på hæklede babyvanter/luffer (ca. str. 6 mdr.)


Hæklenål str. 2 ½
Garnet jeg har brugt er noget tyndt strømpegarn

(Ribkanten hækles frem og tilbage til et aflangt stykke som syes sammen, dernæst hækles det øverste stykke ved at hækle rundt på den sammensyede ribkant)

Ribkant:
Slå 12 lm op, og hækl 12 fm tilbage (vend med 1 lm).
Hækl 34 rækker fm i rib (det gøres ved at hækle alle fm i det bagerste maskeled af fm på den forrige række). Vend alle rækker med 1 lm.
Saml stykket til en ”cylinder” ved at sy eller hækle de to korteste sider sammen .

1. omg:             Forsæt med det øverste stykke ved at hækle 35 fm i ”cylinderens kant”.
2. omg:             Hækl *1 stm + 1 lm* hele vejen rundt (den første stm erstattes af 2 lm).
3. omg:             35 fm (35)
4. omg:             *4 fm, 2 fm i samme fm* (42)
5. omg:             42 fm (42)
6. omg:             *5 fm, 2 fm i samme fm* (49)
7. og 8. omg:    49 (49)
9. omg:             Hækl 2 fm sammen i hver side (47)
10-12 omg:       47 (47)
13. omg:           Hækl 2 fm sammen i hver side (45)
14. omg:           45 (45)
15. omg:           Hækl 2 fm sammen 4 gange på omg. , dvs. i hver side og midt for og midt bag (41).
16. omg:           41 (41)
17. omg:           Hækl 2 fm sammen 4 gange på omg. (37). Fordel indtagningerne på denne omg og de følgende omg, så de ikke ligger ’oveni’ i dem fra forrige indtagning.
18. omg:           Hækl 2 fm sammen 4 gange på omg. (33)
19. omg:           Hækl 2 fm sammen 4 gange på omg. (29)
20. omg:           Hækl 2 fm sammen 4 gange på omg. (25)
21. omg:           25 (25)
22. omg:           *3 fm, 2 fm sammen* (20)
23. omg:           *3 fm, 2 fm sammen* (16)
24. omg:           *2 fm sammen* 4 gange (8)
25. omg:           *2 fm sammen* 4 gange (4)
Hæft enderne. Evt. kan der hækles en snor som trækkes gennem hulmønsteret på vanten. © Ditte Bech-Larsen

Strikke-/hæklehyggeaften

Fredag aften havde jeg besøg af nogle strikke- og hækleglade piger. Der fik jeg lavet en række mini-vimpler efter opskrift hos Karen Klarbæks Verden. Hun laver i øvrigt rigtig mange fine hæklede ting, og deler mange opskrifter på bloggen.



søndag den 30. oktober 2011

Ah, søndag morgen

Sønnen er lige blevet puttet til en formiddagslur, og kaffen er skænket op, så nu er der lidt tid til mit nyeste projekt: en strikket vest. Ha' en dejlig søndag!


onsdag den 26. oktober 2011

Min lækre lille model

Christoffer har endnu engang måttet stå model til et af mine projekter - og gør han det ikke bare godt? Denne gang er det strikket og ikke hæklet. Jeg har nærmest aldrig strikket før, så da jeg faldt over det søde halstørklæde/tørklæde hos Lutter Idyl tænkte jeg, at det da måtte være et overskueligt projekt. Og med god hjælp fra DROPS strikkeskole lykkedes det da også rimeligt. Opskriften på halstørklædet findes her. Tror måske at næste projekt bliver en strikket vest.