Sider

tirsdag den 29. november 2011

Julepynt

Så har jeg fået hængt lidt julepynt op. Bl.a. nogle af de figurer jeg lavede den anden dag i selvtørrende ler.



mandag den 28. november 2011

Glædelig advent

Adventskransen blev først lavet i dag - bedre sent end aldrig!

torsdag den 24. november 2011

Julen nærmer sig...

...og derfor skal der lidt julepynt til. Jeg har købt noget selvtørrende ler i Panduro, som jeg har stukket ud med nogle forme, og derefter præget med forskellige mønstre. Er spændt på at se hvordan de bliver når de tørrer op.




onsdag den 23. november 2011

Hæklede babyluffer #2

De blå hæklede babyvanter/luffer jeg lavede for nylig, er allerede ved at være for små til Christoffer. Så jeg har lavet endnu et par som er lidt større. Desuden er ribkanten også længere så de sidder bedre fast omkring håndledet. Find en DIY med billedforklaring på de nye luffer lige her


tirsdag den 22. november 2011

Lidt lækkert til kaffen

I den lydbog jeg er i gang med at høre nævnte de 'biscotti', så jeg fik sådan lyst til selv at bage lidt lækkert til kaffen her til aften. Så lydbogen og hækletøjet blev sat på standby, og det kom der disse lækre biscotti med kanel og mandler ud af:

Opskriften følger her hvis du selv skulle få lyst til at give dig i kast med dem:
  • 200 g brun farin
  • 2 æg
  • ½ stang vanille
  • 100 g mandler
  • 250 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 tsk stødt kanel
  • ½ tsk salt
Pisk farin, æg og vanille sammen, og vend de hele mandler i. Bland derefter mel, bagepulver, kanel og salt sammen, og bland det lidt efter lidt i den flydende masse. 
Form nogle aflange pølser på noget bagepapir, og tryk dem flade (dyp evt. fingrene i koldt vand hvis det klistrer meget. Bages ved 150 gr i ca. 30 min., hvorefter de afkøles et par minutter. 
Så skæres de i passende stykker på skrå som vendes fladt på pladen, inden de bages yderligere 10 min. Afkøles på en rist inden de lægges i en lufttæt beholder....eller dyppes i kaffen!







De blev da meget fine!

Lige et par billeder af nogle af de færdige ørestickere og en flettet fingerring. De er lidt rå og ukurante, men det synes jeg egentlig ikke gør noget. Så kan det også ses at de er hjemmelavede :-)



mandag den 21. november 2011

Smukke smykker

















For noget tid siden købte jeg en siliconeform på Etsy, da jeg længe har tænkt at jeg vil prøve at lave nogle ørestickere. Her har jeg brugt sort fimo. Lige nu er de i ovnen, så jeg er spændt på om resultatet bliver godt.


Yes, nu sker der endelig noget


Endelig - langt om længe kan man syne en spire fra det chili-frø jeg plantede den 12. oktober. To be continued...

fredag den 18. november 2011

Uglen Ulrikka

Har hæklet en lille ugle efter inspiration fra bloggen 'Hvad bier tænker'. Der findes en DIY på 'Uglen Ulrik' som simpelthen er så sød.

Og nej, den er ikke til Christoffer :-)

onsdag den 16. november 2011

Når der er landskamp....

...så står menuen ret ofte på burgere hjemme hos os. Og ingen undtagelse i går aftes. Jeg bager en gang imellem burgerbollerne selv efter nedenstående opskrift - de er nemme at lave og bliver ret lækre.

















Opskrift til ca. 10 stk.:

  • 3 1/2 dl lunken vand
  • 25 gr gær
  • 1 1/2 tsk salt
  • 1 tsk sukker
  • 1 1/2 spsk olie
  • 175 gr durummel
  • 400 gr hvedemel
Opløs gæren i det lunkne vand. Tilsæt salt, sukker og olie, og derefter durummel og hvedemel. Hold lidt igen med hvedemelet så dejen ikke bliver for tør. Lad dejen hæve 20-30 min., inden den formes til ca. 10 boller. Lad dem hæve ca. 1 time på en bageplade. Pensl med sammenpisket æg eller mælk, og bag dem i ca. 13-15 min. ved 220 gr. Velbekomme!

Og godt gået med sejren Danmark - vi glæder os til endnu flere landskampe næste år - og flere burgere :-)

tirsdag den 15. november 2011

Knap og nap færdig

Så er den strikkede vest næsten helt færdig. Det eneste der mangler er knapperne - skal først lige have fundet nogle der passer til.



lørdag den 12. november 2011

Nyt til garderoben

Jeg har købt noget stof, da jeg synes jeg mangler lidt nyt til garderoben. Og det er ved at være ret længe siden jeg har syet noget til mig selv. Det ene er noget stribet rib/stretch jersey og det andet er noget petroliumsfarvet halvpanama. Tror det skal blive til et par nederdele.

fredag den 11. november 2011

En sød lille kat

Et styks hæklet rangle er blevet færdig. Den er hæklet i bomuldsgarn efter eget design, og fyldt med fiberfyld og en bjælde. Inden længe lægger jeg en opskrift ind under DIY hvis du selv har lyst til at gøre kunsten efter.

onsdag den 9. november 2011

Hæklet rangle


Jeg har gang i et lille hækleprojekt, når jeg ikke lige strikker løs på vesten (som nærmer sig en afslutning).  Jeg prøver at få lavet en opskrift dertil, som jeg nok skal lægge ind under DIY når den er færdig. Billeder følger af det færdige resultat inden længe.

fredag den 4. november 2011

Det går da fremad!

Nu mangler jeg kun rygstykket på den strikkede vest som jeg gik i gang med her. Det er egentlig ikke så svært når man lige kommer i gang, og når man kan hente hjælp i de mange gode strikke-tutorials på nettet. Opskriften på vesten har jeg fundet på bloggen 'Farmorfabrikken', hvor der også er en rigtig god vejledning. 
Weekenden byder på kvindekonference, fødselsdagsfest for søster og far, et smut over grænsen, og besøg hos svigerfamilien - og nok også en smule strikning :-) Go' weekend!


torsdag den 3. november 2011

Søde til-og-fra kort

Min kære søster har fødselsdag i morgen, og da jeg manglede til-og-fra kort til hendes gaver, så har jeg selv været i gang med at lave lidt. Du kan under 'DIY' se hvordan jeg har lavet dem. Der kan du også hente den skabelon jeg har brugt til mærkerne.


tirsdag den 1. november 2011

Hue i fleece

Har lavet en hue til Christoffer. Den passer nogenlunde, men jeg tror vist modellen skal rettes lidt til inden jeg syr flere. Huen er syet i brun fleece og med en petroliumsfarvet tråd.