Sider

onsdag den 26. februar 2014

Fine lysestager i selvtørrende ler

Har haft fingrene i noget selvtørrende ler her til aften. Det blev til et par små lysestager til minilys/juletræslys. Lyshylstrene har jeg købt i Panduro hobby og stagerne er pyntet med hama perler. Vil tro at et par fingernemme børn sagtens kan være med til at lave sådanne stager. De kan evt. også laves i saltdej (se evt. her), men husk at tørre/bage dem ved lav varme i ovnen - ellers smelter perlerne for meget! 

lysestager i selvtørrende ler hama perler




lysestager i selvtørrende ler hama perler

tirsdag den 25. februar 2014

Lækkert frugtbrød med nødder og hytteost

Jeg har længe haft lyst til at lave et frugtbrød og gerne i en sund version. Men synes ikke lige jeg har kunnet finde nogen opskrift. Så her er et forsøg, hvor der hverken er brugt sukker, fedtstof eller mel (vil næsten tro at det så kan kaldes glutenfrit). Resultatet er virkelig blevet lækkert og ret kageagtigt :) Som så ofte før må I tage til takke med en opskrift på slump hvis I selv vil prøve det af - se nederst.

frugtbrød med nødder og hytteost
Frugtbrød med nødder, hytteost og andre lækre sager
Havregryn og hakkede nødder
Banan, dadler og et æg har fået en tur i blenderen
Massen er klar til at komme i formen
Et styk færdigbagt frugtbrød

Opskrift - sådan lidt på slump:

  • 2 dl havregryn blendes fint, tilsæt 1 dl mælk og 2 dl hytteost
  • tilsæt 2 dl hakkede nødder (f.eks. mandler og paranødder), 1,5 tsk bagepulver og 1,5 tsk kanel
  • 1 banan, ca. 10 dadler og 1 æg blendes og blandes i
  • skær 1 skrællet æble og ca. 10 abrikoser i tern, og tilsæt dem sammen med 1 dl rosiner
  • fyld massen i en brødform med bagepapir, og bag brødet ved 175 gr i ca. 45 min. Tag brødet ud af formen og bag det 10 min. ekstra til det er gyldent. Afkøl derefter brødet på en bagerist. Opbevares på køl.
Velbekomme!

mandag den 24. februar 2014

Kærestetur til Kiel og gode tips

I weekenden var Fillip og jeg på en skøn kærestetur til Kiel. Drengene blev passet ved bedsteforældrene og vi nød at sove længe, spise ude og masser af wellness-tid på Meridian Spa.

Vi boede på Hotel Berliner Hof som er et udemærket hotel, og med i prisen er fri adgang til spa'en. Det kan virkelig anbefales hvis man ikke er bange for at hoppe i Adam og Eva-kostumet og mænge sig med andre Herren und Frauen i saunaer, dampbade og lignende! 

Kiel get away gode restauranter

Det er ikke supernemt at finde gode restauranter i Kiel, men vi kan anbefale 'Vapiano' og 'Block House'. Førstnævnte er en Italiensk kæde hvor man selv bestiller og henter maden ved forskellige stationer. Maden er virkelig lækker, prisen rigtig god, og så er der fyldt med friske krydderurter i hele restauranten. 

Kiel get away gode restauranter

På 'Block House' kan man få en rigtig god bøf, stemningen er hyggelig og priserne er også meget fine for både mad og vin. 

Kiel get away gode restauranter

torsdag den 20. februar 2014

Så må der forårspyntes

Nu hvor de første krokus er tittet frem udenfor, så er det vist også tid til lidt forårspynt indendøre. Her er det blevet til et par krokus. Se evt. lidt flere slags i dette indlæg. Du kan finde en skabelon til forårsblomsterne under DIY.

forårspynt blomster DIY

forårspynt blomster DIY


tirsdag den 18. februar 2014

Gul glæde

Elsker forårsblomster der springer ud. Her er det tete a tete, et par tulipaner drevet frem fra løg og krokus i haven.






Lækre mandler med chokolade og rålakrids

Hvis du godt kan li' mandler, chokolade og lakrids, så skulle du prøve at lave følgende. De bliver virkelig lækre.

mandler med chokolade og rålakridspulver

mandler med chokolade og rålakridspulver

Rist/bag mandler på en bageplade ved 180 gr i ca. 10-12 min (pas på de ikke bliver brændte). Lad dem køle af inden de overtrækkes med chokolade. Vend dem i rålakridspulver når de er helt tørre. Perfekte til en lille aftensnack eller værtindegave!

søndag den 16. februar 2014

Grove pitabrød med hvedekerner

Vi købte for noget tid siden en pose hvedekerner, og jeg prøver at få dem brugt til lidt af hvert. Sidst kom de i en gang dej til nogle grove pitabrød. Opskrift følger nederst.

grove pitabrød hvedekerner

Opskrift (ca. 6 stk.):

  • 30 g hvedekerner koges ca. 30 min i 2-3 dl vand og en smule salt, og vandet hældes fra
  • rør 10-15 g gær ud i 1,5 dl vand, tilsæt 1 spsk olie og 1/2 tsk salt.
  • tilsæt 50 g rugmel, 100 g sigtemel og hvedekernerne
  • Ælt dejen godt og tilsæt hvedemel indtil dejen har en fin konsistens (jeg brugte ca. 100 g)
  • Form dejen til flade pitabrød og lad dem hæve en times tid (evt. under en bageplade så de forbliver flade)
  • Bag dem ca. 8-10 min ved 225 gr eller indtil de virker færdige.
Velbekomme!


lørdag den 8. februar 2014

Leg med saltdej

En hyggelig lille weekendaktivitet. Saltdej tilsat lidt hama perler - det kan en 2-årig sagtens være med til. Husk at bage trylledejen ved lav varme - ellers smelter perlerne for meget!